16. juli 2019
Museum Lolland-Falster

Sakskøbing kirke, foto: Museum Lolland-Falster

Da Sakskøbing var det danske kongerige

Lørdag d. 24. august holder Vibeke Knöchel, arkæolog ved Museum Lolland-Falster, byvandring i Sakskøbing. Turen tager sin begyndelse på Torvet og tager deltagerne med en tur rundt i det middelalderlige Sakskøbing.

 

Byvandringen er baseret på arkæologiske udgravninger og historiske kilder, og med sine rødder helt tilbage til middelalderen samt både op- og nedture er byen fyldt med spændende historier.

 

“Vidste du for eksempel, at Sakskøbing er en af Lolland-Falsters syv købstæder, og at byen i 1331 rent faktisk var det eneste område, den daværende konge, Christoffer II var i besiddelse af?” spørger Vibeke Knöchel og fortsætter, “I Christoffers regeringstid var der mange politiske og økonomiske uroligheder i landet, og opbakningen til den danske konge kom ikke fra alle sider. Han var derfor konge af Danmark i to perioder: fra 1320-26 og senere fra 1330-32.”

 

Under urolighederne var hele landet stort set pantsat til en række tyske stormænd. Johan den Milde sad på den østlige del af landet, og grev Gert (også kaldet Den kullede greve) besad den vestlige del – dermed var kun Sakskøbing i den danske konges besiddelse.

 

"Kampen om Danmark førte til mange stridigheder, og efter et militært nederlag nord for Dannevirke flygtede Christoffer II til Sakskøbing. Desværre blev han fundet og måtte flygte ud af skorstenen. Men også det gik galt. Han blev fanget og ført til Ålholm Slot ved Nysted. Men i den korte periode, han befandt sig i Sakskøbing, var hans kongerige det, han kunne se, hvis han stod på taget af sit hus," fortæller Vibeke Knöchel videre, og med et glimt i øjet siger hun: "Men hvad er det så for et hus, Christoffer II dengang besad? Vores formodning er, at det er det gule bindingsværkshus på hjørnet af Torvegade og Brogade, hvor der i dag er advokatfirma og madskole," afslutter Vibeke Knöchel, der glæder sig til at fortælle mere om denne spændende historie på byvandringen d. 24. august.

 

Byvandringen er omkring 2 km lang og varer cirka en time. Husk derfor gode sko.

 

Billetter kan købes på Billetto  og gennem Infohuset, Torvet 16, 4990 Sakskøbing. Billetter kan købes frem til d. 22. august, og arrangementet aflyses ved 10 tilmeldinger eller derunder. Navn, telefonnummer og e-mailadresse skal oplyses ved tilmelding for det tilfælde, at turen aflyses.

 

Hvornår:  24. august 2019 kl. 14-15
Mødested: ved Roepigerne, Torvet, 4990 Sakskøbing
Pris: voksne 60 kr., børn u/ 18 år gratis
NB.: Der er plads til max 35 personer på turen