05. maj 2020
Museum Lolland-Falster

Ulla Schaltz, direktør for Museum Lolland-Falster

Museerne er klar til forsvarligt at lukke op for publikum

Udstillingerne på de danske statsanerkendte museer er lukket ned på grund af corona-situationen. Mange museer har derfor med succes opprioriteret deres digitale kulturtilbud. Der er dog, efterhånden som samfundet har været delvist lukket ned i over seks uger, en stigende sult efter gode ikke digitale oplevelser.

 

I forbindelse med regeringens gradvise genoplukning af landet bør en delvis genoplukning af museerne komme i spil Dette skal naturligvis ske under hensyntagen til sundhedsmyndighedernes råd og anbefalinger

 

Vi forestiller os, at en delvis genoplukning på lokalhistoriske museer kunne foregå under følgende rammer:
Antallet af gæster, der kan besøge museet på samme tid, begrænses til 10 personer, som lukkes ind i særskilte tidsintervaller, hvor gæsterne kan booke sig ind via nettet. Vi kan begrænse besøgstiden til eksempelvis en time eller halvanden. Der udarbejdes særlig besøgsguide til udstillingerne, heri også en vejledning i at holde afstand til personale og de øvrige gæster under besøget.

 

Der vil naturligvis være håndsprit ved alle indgange og eventuelt plastikhandsker som dem, der benyttes i fødevarebutikkerne. Mellem hvert tidsinterval holdes en halv time lukket, hvor dørhåndtag og udsatte flader rengøres og afsprittes. Dankortterminaler flyttes så langt væk på disken som muligt for at undgå for tæt kontakt mellem gæst og vært. Der opsættes afstandslinjer på gulvet foran disken og i udstillingen, og museumsværter instrueres i publikumsbetjening på afstand.



Ovenstående giver ikke voldsomt mange adgang til museerne, men det vil give stor mening på lokalhistoriske museer med afdelinger af begrænset størrelse som Museum Lolland-Falster og Museum Vestsjælland. Tiltaget vil give borgerne mulighed for en, mener vi, sikker og tryg kulturoplevelse samtidig med, at det vil give arbejde til museernes frontpersonale, en medarbejdergruppe det, efterhånden som nedlukningen trækker ud, er svært at finde relevante arbejdsopgaver til. Tiltaget kan således også være med at fastholde medarbejdere i job.



Vi håber, at myndighederne ser positivt på en delvis åbning af museerne, når fase to af genåbningen eksekveres i de kommende uger. Vi og vores personale er meget klar til at møde vores gæster. Vi savner dem.

 

Eskil Vagn Olsen, direktør for Museum Vestsjælland

Ulla Schaltz, direktør for Museum Lolland-Falster