Pressemeddelelse 7. april 2020

Flere af Museum Lolland-Falsters udstillingssteder bliver nu tilgængelige på en ny måde for gangbesværede og kørestolsbrugere, der kan have svært ved at komme rundt i museets gamle huse. Museet har nemlig fået 100.000 kr. af Kulturregion Storstrøm til at udarbejde 8-10 små formidlingsfilm.

100.000 kr. til formidlingsfilm på Museum Lolland-Falster

Flere af museets udstillingssteder bliver nu tilgængelige på en ny måde for gangbesværede og kørestolsbrugere, der kan have svært ved at komme rundt i museets gamle huse.

Kulturregion Storstrøm har gennem en årrække sat fokus på at skabe flere og bedre kulturtilbud til sårbare medborgere under projekt Kulturland. Projektet blev afsluttet med udgangen af 2019, og som et sidste tiltag fik de involverede museer tildelt 100.000 kr. hver.

“Et af Museum Lolland-Falsters pejlemærker for de kommende år er, at vi skal være museum for alle. Vi ønsker at være i øjenhøjde med alle vores gæster og give dem de bedst mulige forhold. Lige nu har alle vores udstillingssteder rigtig dårlige adgangsforhold for gangbesværede og kørestolsbrugere, og det vil vi gerne arbejde med. Derfor har vi valgt, at de 100.000 kr. skal bruges til at lave 8-10 små formidlingsfilm til brug på vores udstillingssteder i Maribo og på Vestlolland. Filmene skal således give de gæster, der ikke kan besøge udstillingsstederne, et indblik i, hvad der sker bag de tykke mure. På den måde kan vores fælles fortid blive forståelig og vedkommende for alle, også de borgere, som normalt ikke har adgang til vores udstillingssteder,” fortæller Ulla Schaltz, direktør ved Museum Lolland-Falster.

Filmene bliver udarbejdet i samarbejde med Handicaprådet i Lolland Kommune, så vi sikrer, at de henvender sig til den bredeste gruppe af gangbesværede og kørestolsbrugende gæster. Vi starter med at udarbejde filmene for De gamle Huse - frilandsmuseet i Maribo, og vi håber, at vi kan påbegynde arbejdet i starten af maj, så de kan være færdigproduceret til højsæsonen. Herefter udarbejdes film for den kommende stenalderudstilling på Stiftsmuseet og for Reventlow-Museet Pederstrup.

“Filmene for De gamle Huse bliver udarbejdet, så de kan bruges fx i forbindelse med en rundvisning, eller hvis grupper besøger stedet, og det ikke er alle, der kan passere husenes høje dørtrin. Filmene bliver temabaserede, så de giver beskueren et indblik i tiden, stedet og samfundet,” fortæller Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

Grunden til, at Museum Lolland-Falster har valgt at gå i denne retning, er, at vi gerne vil fortsætte det arbejde, som Kulturlandsprojektet satte i gang. Og ved at udarbejde disse små formidlingsfilm, giver museet en ny gruppe borgere adgang til udstillingsstederne på en ny og forbedret måde. Det er naturligvis kun en start, men en start, vi på Museum Lolland-Falster glæder os til at tage hul på.

”Handicaprådet sætter stor pris på samarbejdet omkring øget tilgængelighed for gangbesværede og kørestolsbrugere. Det er en fin nytænkning at bruge teknologien til formidling for denne sårbare gruppe. Vi venter os fortsat meget af dette samarbejde,” udtaler formand for handicaprådet Merete Sørensen.

Filmene produceres af Konceptlab, der har til huse i Nykøbing F., og som har udarbejdet meget materiale for lokale virksomheder.

For yderligere oplysninger og interview kontakt:
Vibeke Knöchel Christensen, museumsinspektør og projektansvarlig på Kulturland – Reason to love life. Tlf.: (+45) 52 51 31 88, mail: avc@museumlollandfalster.dk

--*--*--*--*--*--*--*--*--*--*--

Pressebilleder:

Gæster i gårdspladsen på Falstergården

De toppede brosten i Falstergården er ikke nemme at færdes på for gangbesværede eller kørestolsbrugere. Foto: Ingrid Riis.

 

Museum Lolland-Falster
Frisegade 40, 4800 Nykøbing Falster

Tlf.: 54 84 44 00
Mail: post@museumlollandfalster.dk

Telefontid:
Tirsdag - torsdag: 10-14
Fredag: 10-13

Afmeld