De samvirkende danske sukkerroedyrkerforeninger og Sukkerordningerne af 1930 og 1932
Karle fra gården Ernstminde, en gård på 60 tdr.
land, på Vestlolland kørte roeaffald fra Vesterborg Saftstation
hjem til gården i 1935. Foto: Privateje.
I 1929, nærmere bestemt den 24. oktober, blev en af verdens
største økonomiske kriser udløst af Wall Street-krakket i USA.
Verdenskrisen fik katastrofale følger for virksomheder og
arbejdere, og i Danmark blev specielt landbruget ramt af
dønningerne fra krakket.
Fra politisk hånd ønskede den socialdemokratiske
Stauningregering fra 1929 at afbøde virkningerne af den
internationale krise ved at indføre statslige tiltag, en række
kriselove, til hjælp for det danske samfund.
Loven om den midlertidige Sukkerordning af 1932 blev den første
af de kriseordninger som landbruget modtog i løbet af 1930´erne, og
blev senere efterfulgt af bl.a. kartoffelmelsordningen,
svinereguleringen og senere i 1933 kød-, korn-, fedt-, smør- og
margarineordningerne. Forud for Sukkerordningen af 1932 blev der
først indført en midlertidig statsstøtte til det sukkerroedyrkende
landbrug udelukkende for året 1930. I mange henseender kan
1930-ordningen ses som en prøveballon forud for 1932-ordningen.
Sukkerordningen af 1932 bestod i hovedpunkter i, at der blev
indført en statsgaranteret betaling til sukkerroedyrkerne. Dvs. at
prisen på det færdigproducerede sukker blev holdt kunstigt oppe for
at dyrkerne kunne få tilskud. Samtidig fik fabrikkerne en
beskyttelse mod konkurrence for udenlandsk sukker. Hvis
verdensmarkedspriserne steg til over 32 øre pr. kg. sukker, ville
loven bortfalde.
De øvrige landbrugsordninger fungerede i overordnede træk efter
lignende modeller.
Indførelsen af de to sukkerordninger 1930 og 1932 er et udtryk
for, hvordan en forholdsvis lille interesseorganisation, De samv.
danske Sukkerroedyrkerforeninger sammen med regeringen og Det
Konservative Folkeparti gik udenom partiet Venstre og landets to
mest magtfulde korporative interesseorganisationer: Landbrugsraadet
og Industrirådet.
Museumsinspektør Lene T. Buur viser i artiklen i
Erhvervshistorisk Årbog, at selv om sukkerroedyrkernes organisation
udførte et bevidst lobbyarbejde, skulle organisationen stadig
hjælpes på vej af de politiske aktører, specielt af den
socialdemokratiske handelsminister Christen N. Hauge, formanden for
Landarbejderforbundet i Danmark, Oskar Levinsen, samt det
konservative folketingsmedlem Frederik W. Badse-Larsen, som
adskillige gange opfordrede dyrkerne til at genoptage henvendelser
til Handelsministeriet, Folketingets Sukkerudvalg og
Handelsministeriets Erhvervsudvalg.

Kort over sukkerfabrikkerne i Danmark.
Illustration: Bo Hasle Buur.
De to sukkerordninger blev bl.a. indført fordi sukkerordningerne
stemte godt overens med regeringens og Socialdemokratiets
overordnede landbrugs- og erhvervspolitiske målsætninger om større
hjemlig produktion og større industrialisering for at sikre danske
arbejdspladser samtidig med, at staten fik tildelt en større og
mere aktiv rolle i samfundet. Socialdemokratiet var i disse år
pragmatiske i deres politiske optræden netop for at vise partiets
regeringsdygtighed, og sukkerordningerne var samtidig et udmærket
politisk middel til at få gennemført andre politiske forlig,
specielt med Det Konservative Folkeparti, som havde travlt med at
frigøre sig fra det liberale Venstre. De Konservative støttede
igennem hele perioden sukkerroedyrkerne i deres krav, formodentlig
også for at sikre sig konservative stemmer. At statsminister
Thorvald Stauning og handelsminister Hauge fra begyndelsen havde
været positive over for dyrkernes henvendelser, havde blot hjulpet
sukkerroedyrkerne.
Med Loven om den midlertidige Sukkerordning af 1932 blev
sukkerindustrien statskontrolleret. Nu fik staten i stedet kontrol
med produktionen, ind- og udførsel, og ikke mindst priserne for
såvel dyrkere, fabrikker og forbrugere. Dyrkerforeningen fik på sin
side en økonomisk attraktiv ordning, men måtte som
forhandlingspartner også være ansvarsbærende og forsvare ordningens
udformning over for såvel de enkelte landmænd som forbrugerne.
Landarbejderforbundet fik mere ordnede forhold for deres medlemmer,
og endelig blev fabrikkerne sikret en stabil produktion uden
egentlig at stå til ansvar for ordningen. Særligt må De Danske
Sukkerfabrikker siges at stå som den store vinder efter ordningens
vedtagelse, da de med overtagelsen af Sukkerfabriken Vestsjælland
udvidede deres markedsandel som hovedproducent på dansk sukker.