De samvirkende danske sukkerroedyrkerforeninger og Sukkerordningerne af 1930 og 1932

Karle fra gården Ernstminde, en gård på 60 tdr. land, på Vestlolland kørte roeaffald fra Vesterborg Saftstation hjem til gården i 1935. Foto: Privateje.

I 1929, nærmere bestemt den 24. oktober, blev en af verdens største økonomiske kriser udløst af Wall Street-krakket i USA. Verdenskrisen fik katastrofale følger for virksomheder og arbejdere, og i Danmark blev specielt landbruget ramt af dønningerne fra krakket.

Fra politisk hånd ønskede den socialdemokratiske Stauningregering fra 1929 at afbøde virkningerne af den internationale krise ved at indføre statslige tiltag, en række kriselove, til hjælp for det danske samfund.

Loven om den midlertidige Sukkerordning af 1932 blev den første af de kriseordninger som landbruget modtog i løbet af 1930´erne, og blev senere efterfulgt af bl.a. kartoffelmelsordningen, svinereguleringen og senere i 1933 kød-, korn-, fedt-, smør- og margarineordningerne. Forud for Sukkerordningen af 1932 blev der først indført en midlertidig statsstøtte til det sukkerroedyrkende landbrug udelukkende for året 1930. I mange henseender kan 1930-ordningen ses som en prøveballon forud for 1932-ordningen.

Sukkerordningen af 1932 bestod i hovedpunkter i, at der blev indført en statsgaranteret betaling til sukkerroedyrkerne. Dvs. at prisen på det færdigproducerede sukker blev holdt kunstigt oppe for at dyrkerne kunne få tilskud. Samtidig fik fabrikkerne en beskyttelse mod konkurrence for udenlandsk sukker. Hvis verdensmarkedspriserne steg til over 32 øre pr. kg. sukker, ville loven bortfalde.

De øvrige landbrugsordninger fungerede i overordnede træk efter lignende modeller.

Indførelsen af de to sukkerordninger 1930 og 1932 er et udtryk for, hvordan en forholdsvis lille interesseorganisation, De samv. danske Sukkerroedyrkerforeninger sammen med regeringen og Det Konservative Folkeparti gik udenom partiet Venstre og landets to mest magtfulde korporative interesseorganisationer: Landbrugsraadet og Industrirådet.

Museumsinspektør Lene T. Buur viser i artiklen i Erhvervshistorisk Årbog, at selv om sukkerroedyrkernes organisation udførte et bevidst lobbyarbejde, skulle organisationen stadig hjælpes på vej af de politiske aktører, specielt af den socialdemokratiske handelsminister Christen N. Hauge, formanden for Landarbejderforbundet i Danmark, Oskar Levinsen, samt det konservative folketingsmedlem Frederik W. Badse-Larsen, som adskillige gange opfordrede dyrkerne til at genoptage henvendelser til Handelsministeriet, Folketingets Sukkerudvalg og Handelsministeriets Erhvervsudvalg.

Kort over sukkerfabrikkerne i Danmark. Illustration: Bo Hasle Buur.

De to sukkerordninger blev bl.a. indført fordi sukkerordningerne stemte godt overens med regeringens og Socialdemokratiets overordnede landbrugs- og erhvervspolitiske målsætninger om større hjemlig produktion og større industrialisering for at sikre danske arbejdspladser samtidig med, at staten fik tildelt en større og mere aktiv rolle i samfundet. Socialdemokratiet var i disse år pragmatiske i deres politiske optræden netop for at vise partiets regeringsdygtighed, og sukkerordningerne var samtidig et udmærket politisk middel til at få gennemført andre politiske forlig, specielt med Det Konservative Folkeparti, som havde travlt med at frigøre sig fra det liberale Venstre. De Konservative støttede igennem hele perioden sukkerroedyrkerne i deres krav, formodentlig også for at sikre sig konservative stemmer. At statsminister Thorvald Stauning og handelsminister Hauge fra begyndelsen havde været positive over for dyrkernes henvendelser, havde blot hjulpet sukkerroedyrkerne.

Med Loven om den midlertidige Sukkerordning af 1932 blev sukkerindustrien statskontrolleret. Nu fik staten i stedet kontrol med produktionen, ind- og udførsel, og ikke mindst priserne for såvel dyrkere, fabrikker og forbrugere. Dyrkerforeningen fik på sin side en økonomisk attraktiv ordning, men måtte som forhandlingspartner også være ansvarsbærende og forsvare ordningens udformning over for såvel de enkelte landmænd som forbrugerne. Landarbejderforbundet fik mere ordnede forhold for deres medlemmer, og endelig blev fabrikkerne sikret en stabil produktion uden egentlig at stå til ansvar for ordningen. Særligt må De Danske Sukkerfabrikker siges at stå som den store vinder efter ordningens vedtagelse, da de med overtagelsen af Sukkerfabriken Vestsjælland udvidede deres markedsandel som hovedproducent på dansk sukker.